Samlet markedsføring skal trække sejlere til

Type: 

Et nyt samarbejde mellem 10 nordsjællandske havne, Maritim Turisme, VisitNordsjælland og Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) skal sikre markedsføringen af Nordsjælland som et oplevelses- og inspirationsunivers for sejlere under navnet Den Danske Riviera og i fællesskab fokusere på områdets maritime turismemuligheder.

Første skridt i samarbejdet er et online inspirationsunivers for sejlere, men også for gæster, der søger den gode stemning i og omkring havnen. Den Danske Riviera er navnet på sejlerdestinationen, der markedsføres og søsættes på havneportalen, Havneguide.dk, der drives af Foreningen for Lystbådehavne I Danmark.

10 havne er med i projektet, der strækker sig over en perlerække af små og større lystbådehavne fra Frederiksværk til og med Nivå. Ved at markedsføre flere havne som en helhed får gæsterne flere spændende oplevelser og flere gode grunde til at besøge området. Fra Gribskov er Gilleleje havn med.

Til formålet har parterne samlet oplevelser, seværdigheder og aktiviteter i naturen i og omkring havnene. Sejlerne præsenteres blandt andet for spændende søkortsfortællinger, gæve historier, cykelruter i området og spændende steder for børn. 

“Det glæder mig, at vi kan igangsætte nye- og spændende tiltag til gavn også for den maritime turisme, som jo i sidste ende skaber vækst og arbejdspladser", siger Annette Sørensen, direktør, VisitNordsjælland.

Læs mere her og besøg inspitationssiden her