Se fremtiden i øjnene! - Er du klædt godt nok på?

Torsdag, juni 15, 2017 - 18:00 to 20:30

Se fremtiden i øjnene! Er du klædt godt nok på?

 

Gratis seminar den 15/6 for Erhverv Gribskovs fire branchenetværk – og andre interesserede medlemmer!

Tilmelding efter først til mølle på allan@gribskoverhvervscenter.dk senest d. 12. juni

Der er godt nyt om fremtiden for lokalsamfundene! Globaliseringen er begyndt at møde kreativ modstand fra lokale initiativer overalt på kloden, og det er der netop udgivet en ny rapport om ”New Local Economy”.  Heri beskrives, hvordan fremtidens vækst ikke skabes af globalisering men vokser ud af et moderne samarbejde i lokalsamfundet. Vi har været så heldige at få forfatteren til rapporten, FREMTIDSFORSKER NILS ELMARK fra Inception i London til at give sit kvalificerede bud på vor lokale økonomis fremtid. Vi tør godt afsløre, at Nils Elmark ser positive tendenser, men hvordan ruster vi os så bedst til denne fremtid?

Vi bombarderes dagligt fra alle sider med begreber som INNOVATION og DISRUPTION. Men hvad handler det egentlig om? Og hvad betyder de ord i realiteten for en lille håndværker, et konsulentfirma eller en lokal fødevareproducent?  Ny eller fortsat VÆKST i jeres virksomhed skal komme gennem NYTÆNKNING. Nye ideer og nye måder at drive jeres virksomhed på for at tjene penge. Hvordan man helt konkret tager fat i den opgave vil KAARE TRUDSØ OG STEEN LOHSE fra Væksthus Hovedstadsregionen give deres bud på. 

HVAD ER INNOVATION?

Innovation betyder noget i retning af  ”nytænkning der lykkes”. Lykkes det ikke, har det bare været en dårlig idé eller en dårlig gennemførelse af ideen. Eller kombinationer af disse 2 forhold!

”Det er så svært” at få tid og øvrige ressourcer til både at varetage den daglige drift af vores virksomhed og så skabe udvikling og innovation. Men det er et krav for at overleve! Og det er tilmed ikke blevet nemmere de sidste år, hvor udviklingen bare buldrer hurtigere afsted og markederne og kunderne ændrer sig konstant! Hertil komme så helt nye konkurrenter; - virksomheder, som løser markedsbehov på helt nye måder. Ofte med hjælp af den nye teknologi. Til lavere pris end vi i de traditionelle virksomheder kan følge med til. 

DET HAR MAN ET ANDET FINT ORD FOR - DISRUPTION

Og eksemplerne på disruption (radikal innovation) bliver flere og flere hver dag. Markedsbehovene løses med baggrund i en helt anden omkostningsstruktur og ny teknologi. Lige nu ser vi de traditionelle banker kæmpe – ”filialen mod smartphonen”. De næste brancher, der står for skud, er eksempelvis advokater og revisionsfirmaer. Hvad med jeres brancher?

Det har tidligere været sagt ”at stilstand er tilbagegang”. Dette udsagn bliver endnu mere korrekt i de kommende år. Det tog telefonen 75 år at nå 50 mio. brugere. Det klarede Pokemon på 19 dage.

KAN MAN BLIVE BEDRE TIL INNOVATION?

Det sætter vi på en prøve, når vi selv ’nytænker’ og for første gang samler alle Erhverv Gribskovs branchenetværk i.e. Industri, Liberalt Erhverv, Håndværk og Turisme. Seminaret har til formål både at give værdifuld indsigt, men også at skabe en fælles dialog for, hvordan vi i Gribskov kan sætte ’nytænkning der virker’ endnu mere på landkortet. Det sker ikke alene via seminaret. Men det er et rigtigt godt sted at starte. Væksthuset vil efterfølgende kunne tilbyde et gratis forløb i ’Innovation Management’ til et antal virksomheder – mere herom på dagen.

Program for seminaret:

Tid: Kl. 18.00-20.30

Sted: Byrådsalen, Rådhusvej 3, 3200 Helsinge

18.00: Velkomst Hans Jørgen Albertsen Formand Erhverv Gribskov & Allan Lyhne GEC

18.10: Innovation som vigtigste element til vækst. Kaare Trudsø, Væksthus Hovedstadsregionen

18.40: Fremtiden for de lokale økonomier – hvad er det vi skal nytænke hen i mod?  Fremtidsforsker, Nils Elmark, Inception

19.30 INNOVATION MANAGEMENT. Et konkret tilbud til jer Steen Lohse, Væksthus Hovedstadsregionen

20.00 Netværk og lidt at spise – møde kan bookes med Væksthus Hovedstadsregionen

20.30 Tak for i aften 

 
Adresse: 
Rådhusvej 3 Byrådssalen
3200 Helsinge